vafo.dk
Kundeservice Log ind
Annonce
Vejle

Højt byggeri i Grejsdalen blev lavere: Nu skyder det i vejret

Publiceret: 21.09.2016 11:50
- For otte år siden erhvervede entreprenør og bygmester Kurt Therkildsen det nedlagte filterværk for enden af Kjeld Abellsvej i Grejsdalen.

Værket blev hurtigt jævnet med jorden, men først nu skyder nye boliger op på det skrånende areal, der på tre sider er omkranset af dalens stejle, skovklædte skråninger.

Her på den 50.000 kvadratmeter store grund er Therkildsen Ejendomme A/S i gang med at opføre fem separate bygninger i forskellige højder, som er tilpasset arealet og får plads til 47 lejligheder i alt.

Højhuse af træ opgivet
Højeste del af byggeriet bliver i fem plan, og en del af det skyder i højden i disse dage. Netop højden af byggerierne er stødt på modstand hos nogle af naboerne, som i første omgang havde udsigt til et projekt med syvetager høje bygninger, da kommunen arbejdede for et projekt med højhuse i træ.

Det blev opgivet, og projektleder Mads Meyer Therkildsen føler, at bygherren har gjort, hvad han kan for at indpasse byggeriet til omgivelserne.

Forstår modstanden
- Indsigelserne var med til at trække tingene ud, men jeg forstår godt, at det første projekt stødte på modstand. Med det nye projekt har vi gjort, hvad vi kan for at hindre det indkig i haverne, som naboerne gjorde indsigelse over. Samtidig har vi valgt farver og materialer, så bygningerne går i ét med naturen, fortæller Mads Meyer Therkildsen.

Har solgt projektet
Selskabet har valgt at sælge det færdige projekt til Vinding Gruppen A/S, der ved indgangen til 2018 skal overtage samtlige lejemål.

- Vi har det bedst med at have finansieret et projekt, før vi går i gang med byggeriet, og der stod en interesseret køber. Derfor valgte vi at sælge til Vinding Gruppen. Men i første omgang, er det os, der står for udlejningen, og vi har allerede de første lejere skrevet op. Det bliver dog først i slutningen af september, at vi har udlejningsmaterialet klar, fortæller projektlederen.

Annonce
Annonce