Annonce
Kultur

Efter 24 timers tilbud: Festivalgæster købte partoutbilletter for 15,2 millioner kroner

Jelling Musikfestival har fået en god start på billetsalget med det næstbedste salg af partoutbilletter nogensinde. Arkivfoto: Mette Mørk
Søndag 1. december var partoutbilletterne til Jelling Musikfestival 225 kroner billigere end den nuværende pris. Dette tilbud udmøntede sig i 10.505 solgte partoutbilletter.
Annonce

Jelling: Med 10.505 solgte partoutbilletter i løbet af 24 timer har Jelling Musikfestival fået et godt fundament for næste års festival i pinsen 2020.

Da en partoutbillet var nedsat til 1450 kroner, var det dermed en indtægt på lidt over 15,2 millioner kroner. Dertil kommer endnu flere penge fra salget af en- og to-dags-billetter, som ifølge festivalen også var populære at købe 1. december.

Selv om 10.505 partoutbilletter er mindre end sidste år, hvor der blev solgt 11.482 partoutbilletter i løbet af de første 24 timer, er festivalleder Lars "Charlie" Mortensen ganske tilfreds.

- Billetsalget gik rigtig godt, og vi er endnu engang kommet godt fra start. Vi solgte 10.505 partoutbilletter, hvilket er lidt mindre end sidste år, men stadig i top to af flest solgte billetter på førstedagen nogensinde. Til gengæld solgte vi 40 procent flere endagsbilletter og 200 procent flere to-dages billetter. Vi er rigtig godt tilfredse med salget, der indikerer, at vi formentlig igen vil få udsolgt på partoutbilletter, siger Lars "Charlie" Mortensen.

- Vi var jo spændte på, om det fik indflydelse på salget, når den 1. december var på en søndag, men det ser det ikke ud til, at det gjorde. Herudover havde vi en række andre købsmuligheder som boformer sat til salg, herunder vores Isabella villatelte, og det blev der ligeledes taget godt imod og solgt en del af, siger han.

Vi er rigtig godt tilfredse med salget, der indikerer, at vi formentlig igen vil få udsolgt på partoutbilletter.

Lars "Charlie" Mortensen, festivalleder

Over 100.000 kroner til gode formål

Som sædvanlig kunne billetterne købes på nettet eller ved fysisk fremmøde i Byens Hus i Jelling. Her var der åbent fra klokken 10 til 18, og det blev otte timer, som var godt besøgt af de kommende festivalgæster.

Et tiltag fra festivalens side var, at køberne skulle vælge mellem tre velgørende formål, der skulle støttes med 10 kroner per partoutbillet. Mødrehjælpens julehjælp, Sind Ungdom og Jelling fS var blandt mulighederne.

- Det er vi stadig ved at tælle op, men fakta er, at der vil blive delt over 100.000 kroner ud på den konto, siger Lars "Charlie" Mortensen.

Flere navne på vej

Indtil videre er kun et navn offentliggjort til næste års festival, som foregår i fire dage fra 28. til 31. maj. Det er bandet Lukas Graham, som har den karismatiske Lukas Forchhammer i spidsen.

Men inden længe er der flere musikere på vej til at blive tilføjet på plakaten.

- Vi forventer at offentliggøre et nyt navn i denne uge - og formentlig lidt flere inden jul, lyder det fra festivallederen.

Prisen for en partoutbillet er nu 1675 kroner, inden den stiger et par gange i det nye år frem mod festivalens start.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce