Annonce
Vejle

Julemanden blæste højt og flot på klimaet

Den vejlensiske udgave af julemanden valgte ikke den mest klimavenlige transportform søndag eftermiddag. Det så dog ikke ud til at bekymre de mange forventningsfulde børn.
Annonce

Vejle: Klimaet er det helt store samtaleemne i mange familier i denne tid, hvor polerne smelter, temperaturerne stiger, og vejret er mere regnfuldt, end godt er.

Men hjemme hos julemanden bliver der tilsyneladende ikke snakket meget klima, selvom indlandsisen smelter på Grønland, for hans ankomst til Vejle søndag eftermiddag var alt andet end klimavenlig.

Den vejlensiske udgave af alle nissers arbejdsgiver kom flyvende til fjordbyen i helikopter og landede på Nordkajen ved Vejle Havn.

Kreativiteten fejler ikke noget, når City Vejle skal byde julemanden velkommen. Sidste år kom han rappellende ned ad Siemens-bygningen, mens han tidligere år er kommet sejlende ad åen eller er blevet transporteret til midtbyen i hestevogn, veteranbrandbil og andre transportmidler.

Det er den eneste tur, jeg har med julemanden i år, men tidligere år har jeg fløjet flere gange med ham.

Jonas Haagensen, pilot hos Schou Helicopters

Stod på for enden af havnen

Denne gang var han blevet opgraderet til de højere luftlag, selvom kanen og rensdyrene var blevet hjemme i stalden. 7100-udgaven af vores alles julemand var da heller ikke fløjet hele vejen fra Grønland, men var stået på helikopteren for enden af Vejle Havn.

Blandt de forventningsfulde børn og ventende voksne på inderkajen talte mange om, at helikopteren fløj under Vejlefjordbroen, da de fik øje på den.

Men det afviste pilot Jonas Haagensen fra Schou Helicopters, da han flot var fløjet lavt hen over havnebassinet og havde afleveret julemanden på inderkajen. For det er både for risikabelt og forbudt at flyve under brofagene.

- Jeg fløj fra Odense til Vejle et par timer, før jeg skulle samle julemanden op, og han fløj kun med ind over havnen. Det er den eneste tur, jeg har med julemanden i år, men tidligere år har jeg fløjet flere gange med ham, afslørede piloten, som havde taget kone og to børn med i helikopteren fra Odense.

Forhindringsløb på torvet

Mere klimavenlig blev turen fra havnen til Rådhustorvet, som julemanden tog i selskab med borgmester Jens Ejner Christensen (V), der i dagens anledning luftede sin gyldne borgmesterkæde.

De trådte op i en hestetrukket karet, som tidligere har transporet kongelige gæster i byen. Derfor ankom dagens hovedpersoner standsmæssigt til torvet, hvor - omend ikke kaos - men et forhindringsløb ventede alle.

Som de fleste har bemærket, er Rådhustorvet delvist gravet op under den igangværende renovering, og derfor var pladsen begrænset for de hundredevis af vejlensere, der gerne ville tæt på julemanden og de drillenisser, som befolker byens gågade i resten af julemåneden.

Det traditionelle store juletræ var der blevet plads til, og med hjælp fra et stort kor af børnestemmer, der talte ned, lykkedes det i tredje omgang at få tændt de klimavenlige LED-lys på træet og resten af den tætpakkede gågade.

Han nåede at give high five til flere af de ventende børn på havneområdet i selskab med borgmester Jens Ejner Christensen. Foto: Mette Mørk
Julemanden kom søndag flyvende til Vejle med helikopter. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Gågade-debatten: Det er da en helt sort beslutning - men vi har alle et ansvar

Debatten om det lokale handelsliv er blusset op igen. Sat i gang af, hvad der på papiret ligner en ganske lille sag. Men en sag, som emmer af symbolik. Essensen i sagen er, at kommunens tekniske udvalget har sat gang i en klapjagt på gågaden for at finde de steder, hvor butikkerne overtræder et regulativ om skærme. Kogt helt ned, handler det om, at man ikke må have skærme med levende billeder. Det er i strid med et vedtaget regulativ. Det kunne ligne en krusning på overfladen, hvis vi var i opgangstider. Men sådan er det desværre ikke. En af butiksejerne på gågaden i Vejle, folketingsmedlem Niels Flemming Hansen, Holst Sko, beskrev i avisen, at byens butiksliv er i krise. - De lokale politikere skulle meget hellere kikke på, hvad man kan gøre for at trække flere folk ned i gågaden, sagde han til avisen. Det har Niels Flemming Hansen ret i. Det virker - ovenpå black friday - som en helt sort beslutning i teknisk udvalg. I stedet for at lege regel-politi skulle man i stedet række en hånd frem og finde ud af, om man i fællesskab kunne gøre noget for at trække flere folk til bymidten. Det kunne måske ligefrem ske i samarbejde med nabo-byerne. Og udgangspunktet er nu ikke så ringe endda. Man skal passe på med at tale detailhandlen ned. Vejles butiksliv har med rette et par gange fået prisen som landets bedste. Men lige nu står handlen overalt i landet i stampe, også i Vejle. Så er priser nok så fine, men man kan ikke leve af dem. Derfor skal der gøres noget aktivt, og her er det vigtigt, at man opfatter kommunen som en samarbejdspartner, ikke en modstander. Men at det lokale handelsliv kan eksistere, er altså også dit og mit ansvar. Butikkerne er der kun hvis vi bruger dem i tilstrækkelig grad. Butikkerne ved jo for længst godt, at du allerede på forhånd har tjekket priser på nettet, og indrettet butikspriserne efter det, så tag dog den ekstra service med, som det er at handle direkte hen over en disk. Det er også en del af det at være borger i en by, at man tager aktivt del i det lokale handelsliv. Det er faktisk en ret fed fornemmelse.