Annonce
Vejle

Stadsarkitektens barndom lærte hende værdien af det kreative

Vejles stadsarkitekt Lisbet Wolters er optaget af, at arkitektur skal have mennesker i centrum. Gode offentlige bygninger og byrum indbyder til, at vi mødes på tværs af indkomst- og aldersskel. Den gode byplan kan også lokke flere af os ud at gå eller cykle, og det gør både noget godt for vores helbred og klimaet. Foto: Mette Mørk
Vejles stadsarkitekt, Lisbet Wolters, er kommet i de nationale mediers søgelys, efter en nominering fra Statens Kunstfond. Hendes egen drivkraft er ikke priser, men at mennesker trives.
Annonce

Vejle: Statens Kunstfond har nomineret Vejle Kommune og tre andre danske kommuner, som ifølge fonden med succes har lanceret kunst i det offentlige rum på nye måder. Som led i nomineringen er Vejles stadsarkitekt Lisbet Wolters blevet bedt om at holde arrangementets hovedtale, inden prisen uddeles i Den Sorte Diamant i København i morgen, 2. december. Lisbet Wolters skal tale om "Hvordan man indtænker kunst i byplanlægningen".

Lisbet Wolters er siden nomineringen blandt andet blevet interviewet til programmet Kulturen på P1. Her nævnte hun striben af flise-digte på Flegmade, Ingvar Cronhammars Palisade i Jelling og samarbejdet mellem Give og kunstnerduoen Bank & Rau som eksempler på, at Vejle tænker kunsten med i byrummet.

Men stadsarkitekten har ikke primært fokus på kunst, hendes erklærede mål er at skabe arkitektur, der bringer mennesker sammen. Hvad enten det sker i form af en bypark, der både har tilbud til de unge, børnefamilierne, de ældre og bumserne på bænken, eller den kommende Rosborg-bydel, hvor kongstanken er, at rammerne skal fremme fællesskabet og samtidig bygges, så de kan tackle fremtidens klima-problemer med stigende vandstand og mere ekstremt vejrlig.

Hvis vi udvikler vores byer klogt, kan vi medvirke til større trivsel for os alle sammen.

Lisbet Wolters

Havde en hel stribe fordomme

Hvis man synes titlen stadsarkitekt lyder lidt bedaget og kommunal, er det intet imod Lisbet Wolters egne tanker, da hun for fire år siden så stillingsopslaget fra Vejle Kommune.

- Jeg har førhen altid arbejdet i det private, og jeg havde mange fordomme om, hvordan det er at arbejde i et kommunalt system. Men der var alligevel noget ved stillingsopslaget, som jeg syntes lød spændende, forklarer Lisbet Wolters.

Det med fordommene vender vi tilbage til, men blandt de ting hun fandt tiltrækkende ved stillingen var, at hun ville få lederansvar.

- Det talte helt sikkert på plus-siden. Jeg kunne ikke forestille mig, at sidde i en konsulentstilling helt alene eller med blot en enkelt kollega. Selvom jeg aldrig har fået en formel lederuddannelse, har jeg masser af ledererfaring fra mine år som medejer hos Aarstiderne Arkitekter, og det var vigtigt for mig, at få den bragt i spil ved siden af mine kreative evner, siger Lisbet Wolters.

I dag er stadsarkitekten chef for 65 ansatte fordelt på fire afdelinger. Hun kan således sætte sine 12 ansatte i udviklingsafdelingen i gang med analyser og forslag, og hun styrer afdelingen for kommunale bygninger. Hun er også chef for infrastruktur-afdelingen, der har ansvar for nyanlæg af torve, pladser, veje og cykelstier, og endelig er stadsarkitekten øverste boss for Økolariet.

God arkitektur kan mærkes

Lisbet Wolters stortrives i dag i jobbet, som for hende handler om det allervigtigste vi har, nemlig vores demokrati.

- Det lyder måske lidt højtravende. Men jeg er optaget af de offentlige bygninger og de offentlige rum, fordi det er her, vi mødes, og det er her, dialogen og demokratiet skal skabes.

- Tag eksempelvis Vejles rådhus. Den fine, gamle bygning er simpelthen bygget så omhyggelig og smuk. Det er tydeligt i alle deltaljer, at arkitekten har haft tanke for, at det er her, vi mødes og tager vores fælles beslutninger, siger Lisbet Wolters.

- Hvis man spørger mig, hvad god arkitektur er, vil jeg svare, at det kan vi allesammen mærke, når vi ser det eller færdes i det. Hvis det overhovedet ikke betød noget, hvordan vores omgivelser så ud, ville det være pærelet at bygge en by. Det ville bare gælde om, at få bygget så ensartet og så højt som muligt for at udnytte de dyre kvadratmeter. Men vi har brug for æstetikken, og det er her vi arkitekter kommer ind, siger Lisbet Wolters.

Hun nævner selv Fjordenhus, som det ypperste nye arkitektur i Vejle, men hun er samtidig klar over, at det aldrig vil være muligt for kommunen eller en almindelig entreprenør at bygge noget uden at skulle skele til pengepungen.

- Sat på spidsen vil jeg sige, at jeg ser økonomiske rammer, som et fedt, kreativt benspænd, som jeg ikke ville undvære. Det er i krydsfeltet mellem visionerne for et byggeri eller byrum og den sum penge, der er til rådighed, at man som arkitekt virkelig får afprøvet sine evner til nytænkning, mener Lisbet Wolters.

Seks favoritter

Hvilken musik lytter du til?

- Det er meget blandet. For tiden hører jeg Norah Jones, plus jeg har en Mads Langer-playliste kørende. Jeg lytter også meget til klassisk musik. Generelt sætter jeg altid musik på, når jeg laver aftensmad.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

- Haruki Murakamis "Trækopfuglens Krønike". Det er min anden Murakami-bog efter "Mordet på Kommandanten". Jeg har altid gang i flere bøger samtidig, så i stakken ligger også Renée Toft Simonsens "Jeg er F*cking Hot" og "Året" af Thomas Espedal. Der ligger også digte, for jeg kan godt lide at snuppe lidt lyrik med, når jeg er på biblioteket.

Hvilke steder ville du vise gæster i Vejle?

- Jeg ville starte ved Fjordenhus, derefter ville jeg køre til Jelling og vise dem Palisaden, dernæst Tørskind Grusgrav og Bindeballestien, gerne med stop i caféen ved Bindeballe Gamle Købmandsgård.

Hvem ville du gerne spise middag sammen med?

- Frida Kahlo. Hun var en fantastisk kvinde, og jeg er stadig fascineret af hende, efter at jeg for to år siden var i Mexico og besøgte hendes hjem i Coyoacan. Huset er i dag lavet om til et museum. Jeg ville tale med hende om kunst og arkitektur og hvordan hun ser på at være kvinde.

Hvad er din livret?

- Jeg er rigtig glad for mad, så det er svært at udpege én bestemt ret. Men jeg kan godt lide noget med fisk, og jeg lader mig ofte inspirere af, hvad der ligger i køledisken i Havnens Fiskehus.

Jobbet levede IKKE op til fordommene

Og nu kommer vi til fordommene. Lisbet Wolters skrev faktisk en liste over alle sine fordomme om at arbejde i et kommunalt system, da hun fik jobbet i 2015. Det var ting som langsommelighed i et tungt system med store mængder bureaukrati, ansatte med lav arbejdsmoral og mange sygedage og politikere, der ikke kunne se ud over deres egen valgperiode.

Hun lovede sig selv, at hun ville tage listen frem efter et år. Og hvis fordommene holdt stik, ville hun sige op.

- Jeg har stadig listen, og jeg sidder her stadig. Jeg må sige, at jeg har oplevet alt det stik modsatte, understreger Lisbet Wolters.

Lisbet Wolters boede allerede med sin familie i Jelling, da hun fik jobbet, så hun kendte kommunen, og nyder dagligt at færdes i de rammer, hun selv er med til at skabe.

Blå bog

Lisbet Wolters er 51 år og født på Sjælland.

Hun bor i Jelling og er gift med Mark, der er lærer på Bredagerskolen.

Familien har boet i Jelling siden 2001, og Lisbet deltager gerne i årets musikfestival.

Den ældste af familiens to døtre bor i København, hvor hun læser antropologi på Københavns Universitet.

Den yngste bor stadig hjemme. Hun bliver student til sommer.

Lisbet Wolters havde 20 års erfaring og var medejer i firmaet Aaarstiderne Arkitekter, da hun i 2015 søgte og fik jobbet som stadsarkitekt.

Vokset op med højt til loftet

Hendes familie stammer fra Sønderjylland og hun er født i Charlottenlund, men hendes far fik job som landinspektør i Thy, da Lisbet var bare fem år gammel. Derefter fik hun sin opvækst i det nordjyske, men takket være hendes forældre blev det ikke en traditionel barndom.

- Jeg kom på friskole, og det viste sig, at mange af mine skolekammerater havde forældre, der boede i Thylejren. Så når klassen havde fællesspisning, stod den på rødbedebøffer og hummus. Vi havde masser af kreative fag, og at de blev tillagt lige så stor værdi, som de boglige. Den anden store forældregruppe var grundtvigianske landmænd, så der var højt til loftet på alle måder.

- Set i bakspejlet kan jeg se, at min barndom og særligt min skolegang, hvor vi eksempelvis aldrig blev undervist i en historiebog, men fik historien fortalt, har givet mig en tillid til mine kreative evner, som har præget mig siden, siger Lisbet Wolters.

I dag virker hun i høj grad som en kvinde, som er i kontakt med sine evner og værdier, og hun fremhæver selv det gode samarbejde med direktør for teknisk forvaltning Michael Sloth og alle sine kolleger og ansatte. Det er alt sammen med til at bestyrke Lisbet Wolters i, at hun valgte rigtigt, da hun forlod sit spændende job i det private og fik et endnu mere spændende job hos kommunen.

Lisbet Wolters er chef for Økolariet og Bylaboratoriet, hvor Vejles borgere og andre interesserede kan se en række virtuelle bud på hvordan Vejle og kommunens centerbyer ser ud, hvis forskellige scenarier og planer føres ud i livet. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Erhverv

Her får de avis i indflyttergave

Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Gågade-debatten: Det er da en helt sort beslutning - men vi har alle et ansvar

Debatten om det lokale handelsliv er blusset op igen. Sat i gang af, hvad der på papiret ligner en ganske lille sag. Men en sag, som emmer af symbolik. Essensen i sagen er, at kommunens tekniske udvalget har sat gang i en klapjagt på gågaden for at finde de steder, hvor butikkerne overtræder et regulativ om skærme. Kogt helt ned, handler det om, at man ikke må have skærme med levende billeder. Det er i strid med et vedtaget regulativ. Det kunne ligne en krusning på overfladen, hvis vi var i opgangstider. Men sådan er det desværre ikke. En af butiksejerne på gågaden i Vejle, folketingsmedlem Niels Flemming Hansen, Holst Sko, beskrev i avisen, at byens butiksliv er i krise. - De lokale politikere skulle meget hellere kikke på, hvad man kan gøre for at trække flere folk ned i gågaden, sagde han til avisen. Det har Niels Flemming Hansen ret i. Det virker - ovenpå black friday - som en helt sort beslutning i teknisk udvalg. I stedet for at lege regel-politi skulle man i stedet række en hånd frem og finde ud af, om man i fællesskab kunne gøre noget for at trække flere folk til bymidten. Det kunne måske ligefrem ske i samarbejde med nabo-byerne. Og udgangspunktet er nu ikke så ringe endda. Man skal passe på med at tale detailhandlen ned. Vejles butiksliv har med rette et par gange fået prisen som landets bedste. Men lige nu står handlen overalt i landet i stampe, også i Vejle. Så er priser nok så fine, men man kan ikke leve af dem. Derfor skal der gøres noget aktivt, og her er det vigtigt, at man opfatter kommunen som en samarbejdspartner, ikke en modstander. Men at det lokale handelsliv kan eksistere, er altså også dit og mit ansvar. Butikkerne er der kun hvis vi bruger dem i tilstrækkelig grad. Butikkerne ved jo for længst godt, at du allerede på forhånd har tjekket priser på nettet, og indrettet butikspriserne efter det, så tag dog den ekstra service med, som det er at handle direkte hen over en disk. Det er også en del af det at være borger i en by, at man tager aktivt del i det lokale handelsliv. Det er faktisk en ret fed fornemmelse.